Content
Marketing
Trends
(B2B)

B2b-tendenser inden for content marketing

Af Anne Schmidt, september 2015

Marketingguruen Seth Godin har udtalt:

“Content marketing is all the marketing that's left.”

Og han kan meget vel have ret, eftersom 70 % af B2B-virksomheder skaber mere indhold nu, end de gjorde foregående år. Det er en meget markant stigning, så der er ingen tvivl om, at content marketing står øverst på agendaen i de fleste B2B-virksomheder.

Så hvad er tendenserne i øjeblikket i B2B-regi?

  1. Thought Leadership
  2. Fra ”mig” til ”dig”
  3. Detox (kvalitet frem for kvantitet)
  4. Personalisering og micro-targeting
  5. Employer Generated Content (EGC)

 

1) Thought leadership

Vis dine kunder og interessenter, at du er en førende aktør i din branche. Vis det ved jævnligt at udsende relevante og indholdsrige artikler, e-bøger, tips og gode råd, videoer eller andre former for relevant indhold. Det skaber opmærksomhed og tillid og sikrer, at du er "top-of-mind".

Hvad kan du opnå ved at arbejde strategisk med Thought Leadership?

  • Et stigende salg.
  • Nye forretningsmuligheder, som forespørgsler om partnerskaber, investeringsmuligheder eller tilbud om køb.
  • Understøtte virksomheden i at være et troværdigt, velkendt og anerkendt navn i branchen.
  • Gøre pressen interesseret i virksomheden, opnå en rolle som "ekspert" og opnå værdifuld og gratis omtale.
  • Skabe opmærksomhed hos potentielle medarbejdere.
  • Styrke nuværende medarbejderes kompetencer og videnniveau for derigennem at understøtte deres performance, når de agerer i markedet.

 

2) Fra ”mig” til ”dig”

Content Marketing B2B Fra mig til dig

Fokus er rettet mod værdi, og dit indhold må ikke kun have værdi for dig – det skal også være værdifuldt for dit publikum. 

“Hvad får jeg ud af det?” er mantraet.

Derfor skal du ikke fokusere så meget på, hvad du har lyst til at fortælle dit publikum. Du skal i stedet fokusere på, hvad dit publikum gerne vide mere om. Det er ud fra dét perspektiv, at du skal skabe dit indhold. 

 

3) Detox: Sørg for kvalitet frem for kvantitet

Hvis du kun sætter ind på at forfølge tendensen om "mere og mere content", kan du nemt komme til at publicere og udsende for meget irrelevant indhold og dermed drukne dit publikum. Det kan medføre, at dine modtagere fravælger kommunikationen og helt opsiger relationen til virksomheden. For i forlængelse af, at der skabes mere og mere content, bliver vi forbrugere nemlig mere og mere selektive. Vi vælger til og fra og detoxer ud fra et kvalitetsmæssigt perspektiv og vælger kun til, dér hvor det giver mening for os.

I den vestlige verden begynder vi tilmed at se, at folk sætter brugen af smartphones "på pause" og enkelte gennemgår en decideret afvænning fra deres digitale liv. 

Hav fokus på kvalitet frem for kvantitet, når du planlægger og skaber dit indhold. På den måde sikrer du, at du ikke sættes "på pause" og går glip af de gode og langvarige relationer.

 

4) Personalisering og micro-targeting

Kender du dit publikum? Ved du, hvad de vigtigste punkter på deres dagsorden er? Ved du, hvad de dagligt har af udfordringer, og dermed hvad du kan hjælpe dem med? Ved du overhovedet, hvem de er? 

Hvis ikke du gør, er det på tide at finde ud af det. 

Micro-targeting og personalisering er afgørende, hvis du vil opnå succes med dine content marketing initiativer, så dyk ned i dit marked og din målgruppe, analyser deres behov og brug denne viden til at skabe relevant og interessant indhold.


 

5) Employer GEnerated Content (EGC)

Content marketing, dine budskaber og historier er uden betydning, hvis ikke alle forstår, fortæller og tror på den samme historie. 

Som udgangspunkt har vi mennesker altid større tillid til et andet menneske end til en brochuretekst med blot virksomheden som afsender.

Derfor er det ikke nok blot at fortælle historierne internt. Du skal sikre, at medarbejderne forstår historiernes formål, indhold og værdien af dem; for når medarbejderne selv fortæller og efterlever det, som virksomheden overordnet kommunikerer til omverdenen, styrkes troværdigheden og kundernes samlede oplevelse markant.

Content Marketing B2B Medarbejdergenereret indhold

Så lad dine medarbejdere tage del i men også ansvar for historierne. Det vil dine interessenter og kunder hurtigt bemærke, og du vil adskille dig stærkere fra dine konkurrenter.