Content
Markedting
Trends
(B2C)

Fem B2C-tendenser inden for content marketing

Af Anne Schmidt, august 2015

I dag arbejder 77 % af B2C-virksomheder med content marketing som strategi, og næsten syv ud af ti B2C-udbydere skaber mere indhold nu, end de gjorde for et år siden. 

Så hvad er i øjeblikket tendenserne i B2C-regi?

  1. Return On Investment (ROI)
  2. Personalisering og micro-targeting
  3. Branded content
  4. “Offline” og “gaming”
  5. Employer Generated Content(EGC)

Content Marketing-tendenser B2C ROI 

 

1) Return On Investment (ROI)

“Money, Money, Money” er temaet i sangen fra den svenske popgruppe Abba, og det samme er gældende for content marketing. I sidste ende handler initiativerne om penge på bundlinjen, og derfor skal du højst sandsynligt også levere dokumenterede resultater til direktionen.

Det kan imidlertid være en vanskelig øvelse. Kun 23 % af B2C-virksomheder formår at spore resultatet fra deres content marketing-initiativer.

Et vigtigt punkt på dagsordenen i de fleste marketingafdelinger er derfor at kunne bevise "Return On Investment" i forbindelse med de mange initiativer som gennemføres.

En god marketingchef forstår, hvilken magt indhold har til at engagere sit publikum og få det til at handle. 

En virkelig dygtig marketingchef kan bevise, at det virker, og hvorfor indsatsen og investeringen kan betale sig.

 

2) Det er slut med "One-size-fits-all"

Kender du dit publikum? Ved du, hvad de drømmer om? Ved du, hvad de vigtigste punkter på deres dagsorden er? Ved du, hvad der kunne gøre "livet" nemmere for dem? Ved du overhovedet, hvem de er?

Hvis ikke du gør, er det på tide at finde ud af det. 

Dyk ned i dit marked og din målgruppe, analyser deres behov og brug denne viden, når du skaber og publicere indhold. 

Det er slut med "one-size-fits-all". 

Micro-targeting og personalisering er afgørende i content marketing, hvis du vil have succes med dine initiativer.

 

3) Branded content

Vi mennesker kan ikke lide at blive "solgt til", og forbrugere forsøger ofte at undgå de påtrængende telefonsælgere og ignorere annoncer og reklamer. Samtidigt vil forbrugere gerne være sikre på, at de vælger rigtigt, når de køber et produkt; for fejlkøb koster ikke kun penge – de koster også tid. Nogle mennesker oplever tilmed fejlkøb, som noget der er pinligt eller som et decideret nederlag.

Det er ganske givet årsagen til, at 61 % af forbrugerne har større sandsynlighed for at købe produkter hos virksomheder, der tilbyder relevant og værdifuldt indhold.

Når en potentiel kunde besøger din hjemmeside, er det derfor din fornemmeste opgave, at han eller hun modtager relevant og tiltalende indhold på "hele rejsen". Jo mere relevant du forklarer, viser og fremhæver dine produkter, desto mere tillid opnår du. Jo mere engagement du skaber, desto mere loyalitet opbygger du – alt sammen med en glad kunde og salg for øje.  

Det handler om at benytte branded content, dér hvor det giver mening for din kunde, og så handler det om at sørge for, at det, du viser og fortæller, har en konkret værdi for din modtager.

 

4) “Offline” og “gaming”

I marketingafdelingerne florerer en tendens til større fokus på “engagement i den virkelige verden”. Det er ganske givet en naturlig reaktion på den omfattende og stadig voksende mængde af digitalt indhold. Hvis du vil skille dig ud fra mængden, skal du gøre mere og andet, for nutidens forbrugere kræver mere og andet: De vil se, mærke, dufte, smage og opleve.

 

Der er mange måder at få dit publikum til at "opleve" på, så jeg har udvalgt to tendenser, jeg anbefaler dig at kigge nærmere på:

 

Offline Marketing

Tro det eller ej: offline marketing er en tendens, der i øjeblikket ser opadgående ud. I mere end et årti har vi hovedsageligt fokuseret på online marketing, og lad mig med det samme understrege, at det digitale univers på ingen måde er truet. Men offline initiativer er kommet mere i fokus end for blot et par år tilbage – ganske enkelt fordi virksomheder med disse initiativer relativt nemt kan skabe opmærksomhed og adskille sig fra konkurrenterne. Kvalitet er dog en vigtig parameter, når man arbejder med offline kampagner, for hvem ønsker at blive husket for noget, der er ligegyldigt eller direkte dårligt? Målet er jo netop at blive husket som noget særligt, noget unikt og værdifuldt.

Når du arbejder med offline kampagner så sørg for, at det, du skaber, er veltænkt, godt og i god kvalitet – ellers lad være.

 

Gamification

Når det er sjovt og måske med et strejf af konkurrence, er vi mennesker mere tilbøjelige til at blive hængende, engagere os, huske og vende tilbage. Vi bliver begejstrede og grebet! 

 Content Marketing B2C Gamification

Det er derfor, gamification virker. I Boston Retail Partners undersøgelse i 2015 fremgår det, at 31 % brugere benyttede sig af gamifaction i loyalitetsprogrammer  – et tal der forventes af stige de næste 5 år. Vi kan nemlig godt lide at blive underholdt!

 

Hvis du gerne vil motivere, engagere og belønne dit publikum på en mere underholdende måde, så de bliver hængende og kommer igen, er det en god idé at tænke gamification ind i din strategi.

 

Lad dem "lege" og vind deres hjerter.

 

5) Employer generated content (EGC)

Content marketing og de mange historier du vil fortælle, er uden betydning, hvis ikke alle i virksomheden kender dem, selv fortæller dem videre og lever dem ud i hverdagen som repræsentanter for virksomheden. Husk på, at vi mennesker som udgangspunkt altid har større tillid til et andet menneske end til en brochuretekst med blot virksomheden som afsender.

Derfor er det ikke nok alene at fortælle historierne internt. Du skal sikre, at medarbejderne forstår dem, deres formål, indhold og værdien af dem. For når medarbejderne selv fortæller og efterlever det, som virksomheden overordnet kommunikerer til omverdenen, styrkes troværdigheden og kundernes samlede oplevelse markant.

 

Så tænk på dine medarbejdere, som var de et boyband: Gør din virksomhed til det nye "One Direction", hvor alle kender sin rolle og leverer en præstation, der begejstrer publikummet. 

Tilmeld nyhedsbrev

LanguageWire Magazine

Med LanguageWire Magazine ønsker vi at dele vores viden med dig.

 Inspirerende temaartikler med viden, tips og tricks, så du kan blive klogere på content marketing, sociale medier, offline og online kommunikation og meget mere.
 Insider-tips til den rejselystne – givet personligt af vores oversættere verden over.
 Kundeinterviews og historier og derigennem indblik i forskellige brancher.
 Små overraskelser i form af gratis oversættelser og andre hyggelige gimmicks.

Få alle de spændende trends, tips og overraskelser direkte i din indbakke.